Nyheder

MØ OPVARMER FOR YIP DECEIVER!
Når OF MONTREAL-sideprojektet Yip Deceiver gæster os næste fredag bliver det med det spændende danske navn MØ som opvarmning!
MØ er en 23-årig sangerinde, rapper og elektrokunstner. Hun er netop er hjemvendt fra New York, hvor hun har skrevet sangene til sit debutalbum sammen med JD Samson (Le Tigre).
MØs lyd er elektronisk og samplet, tung og samtidig poppet, og hendes lyse, naivistiske vokal svinger mellem alt fra rap til æterisk sang.
Den unge MØ har netop skrevet international pladekontrakt med selskabet Lifted House, og hun udgiver senere på året sit debutalbum.
Første single, "Maiden", er skrevet af Ronni Vindahl fra Boom Clap Bachleors, og den kan høres lige her.

OPKOMLINGENE NEW IVORY GÆSTER BETA!
Den 13. september får vi besøg af London-trioen New Ivory, der er et helt nyt skud på stammen over lovende, britiske bands.
Efter sidste års roste singler, ”A Knight” og ”Something You Should Know”, har de tre herrer netop lagt sidste hånd på debutalbummet ”Amygdala Circus”, som udkommer til sommer på Dim Mak Records; stjerne-DJ'en Steve Aokis selskab.
New Ivory sammenlignes blandt andre med superstjernenavne som Arctic Monkeys, Franz Ferdinand, Bloc Party, The Fratellis og The Futureheads.
Kom selv forbi, døm og dans, når trioen indtager BETA – de kunne nemt blive ”the next big thing”! Billetsalget er startet lige HER!

ÖRESUNDSFESTIVAL KLAR MED FULDT PROGRAM
Hymns From Nineveh, Lucy Love, I Got You On Tape og Kellermensch er blandt de danske navne, der færdiggør programmet til Öresundsfestival 2012. Fra svensk side tilføjes navne som Andi Almqvist, Mattis og Hooffoot gennem festivalens to døgn 25 - 26 maj.
Det færdige program til den første udgave af den svensk/danske Öresundsfestival ligger nu endeligt klart. Programmet er spækket med musikalske lækkerier fra de to lande og giver en perfekt og alsidig introduktion til den bedste musik fra Øresundsregionen netop nu. For bare 100 danske kroner pr. dag giver billetten entré til nogle af Danmarks pt. største navne på den anden side af sundet.
25-26 maj 2012 danner spillestederne Babel, Kulturbolaget samt Moriska Paviljongen i Folkets Park rammen om denne nye festival, der er skabt af ledende bookere fra 8 spillesteder i København og Malmø.
Følgende navne føjes til festivalens line-up
Andi Almqvist (SE) - Complicated Universal Cum (DK) - Hooffoot (SE) - Hymns from Nineveh (DK) - I Got You On Tape (DK) - Indians (DK) - Jakob Bro Trio (DK) - Kellermensch (DK) - Kenton Slash Demon (DK) - Linkoban (DK) - Lucy Love (DK) - Mattis (SE) - Orpheus & Spejderrobot (DK) - Penny Police (DK) - Raske Penge feat. Klumben og Topgunn (DK) - Scraps of Tape (SE) - Shiny Darkly (DK) - Stella Lugosi (SE) - Taragana Pyjarama (DK) - Urban Ninjas (SE) - Öresund Space Collective (DK + SE)
Det er første gang, at spillestederne i Øresundsregionen har fundet sammen i et konkret samarbejde og festivalen er kurateret af de københavnske spillesteder Vega, Rust, Amager Bio + BETA, Jazzhouse og Bremen sammen med Babel, Kulturbolaget og Moriska Paviljongen i Malmø.
Fra otte forskellige vinkler har bookerne udvalgt de musikere og bands, som de mener, repræsenterer noget særligt unikt, udfordrendE og interessant netop nu, og festivalen tager derfor et nysgerrigt tjek på Øresundsregionens musikscene anno 2012.
Programmet spænder genremæssigt bredt, og gennem festivalens to døgn får publikum mulighed for at stifte bekendtskab med navne, der spiller alt fra electro-soul og reggae til eksperimenterende jazz og indierock. I mellem dette er der også plads til hardcore punk, melodiøs og sagte indiepop og fræk, udfordrende grime.
To af de kuratorer, der har været med til at sætte festivalens program, fortæller om musikken:
- Programmet er et nedslag i en cool musikscene, som for store dele ledes af en ny generation. Det er et udsnit af det som sker i Øresundsregionen lige for tiden, men samtidig er meget mere en bare et regionalt anliggende. Et program som har flere navne med noget til fælles, men samtidig også har musikalske referencer, der er totalt spredte. Fra lysende punk til popmusik i sin allerbedste form.
Kristian Kornhag, Kulturbolaget, Malmø.
- Jeg er faktisk ret stolt over at være med til at præsentere et så solidt og høj aktuelt udbud af danske acts i Sverige samlet på én weekend. Det viser bare, hvor mange seje ting der sker på den danske scene lige i øjeblikket. Det er nyskabende, kantet, originalt og vidunderlig smukke sange.
Lene Vive Kristoffersen, Vega, København
Fakta om Öresundsfestival 2012
Location: Spillestederne Kulturbolaget (KB), Babel og Moriska Paviljongen.
Dato: 25.05.2012 + 26.05.2012
Web: www.oresundsfestival.com // Facebook: www.facebook.com/oresundsfestival
Billet: 100 DKK / 115 SEK pr. dag // www.billetlugen.dk / www.biljettforum.se

OF MONTREAL-SIDEPROJEKTET YIP DECEIVER GÆSTER BETA!
Om bare tre ugers tid, den 25. maj, får vi besøg af det spritnye projekt Yip Deceiver! Og billetsalget er i gang HER!
Yip Deceiver består af de to Of Montreal-medlemmer Davey Pierce og Nicolas Dobbratz. Det var oprindeligt tænkt af Pierce som et soloprojekt, men Dobbratz kom hurtigt med som ekstramand.
Duoen udgav sidste år EP’en ”Yip Deceiver” og spiller ligesom Of Montreal disco-funderet musik, der dog er endnu mere festlig og hæmningsløs end d’herrers hovedforetagende.
Musikken beskrives som ”en spændende variation af eksperimental dance-pop med stærke hooks og med legesyge inspirationer fra new wave, 80s R&B og electro”, så der burde være noget for enhver smag, når de to sætter gang i beatet.
Of Montreal har spillet flere gange på dansk grund, men BETA-koncerten er Yip Deceivers første herhjemme. De har netop færdiggjort deres debutalbum, som forhåbentlig vil være ude cirka samtidig med koncerten på BETA!

HALESTORM GÆSTER BETA TIL OKTOBER!
Amerikanske Halestorm aflægger deres første danske visit som headliner, når de den 19. oktober spiller på Beta!
Halestorm blev dannet i 2005, hvor de kort tid efter fik en pladekontrakt med Atlantic Records, hvilket resulterede i live EP´en ”One and Done”.
Efter at have arbejdet på det første album i nogle år kom debuten i 2009, og 1.-singlen, ””I Get Off”, blev et stort radio-hit i USA. Halestorm er kendt for at turnere nærmest konstant og har givet op til 250 koncerter på et enkelt år.
I 2010 var de forbi KB-Hallen sammen med Disturbed og Papa Roach på den globale rockfestival- turné Rockstar Taste of Chaos.
9. april 2012 udkom Halestorms andet album, ”The Strange Case of…”, hvor man for alvor får en fornemmelse for bandets evne til at mestre hele rock-spektret, hvilket førstesinglen ”Love Bites (So Do I)” er et godt eksempel på.
Til koncerten med Halestorm vil man kunne opleve både nyt og gammelt materiale, og det bliver uden tvivl en aften i rockens tegn, når de lægger vejen forbi Beta.

Kitty Wu giver "Peepshow" på Beta!
Den 1. juni får vi besøg af det roste danske band, Kitty Wu, der giver en helt speciel "Peepshow"-koncert. Gruppen har siden den roste debut "Privacy" i 2001 været fakkelbærere for en alternativ rocklyd, som favner både de mest poetiske og sorte klange i genren.
Kitty Wu netop er i færd med at indspille deres femte studiealbum og krydrer nu processen med tre klubkoncerter, som, udover at indeholde klassiske Kitty Wu-sange, vil give publikum en snigpremiere på en række af de uudgivne.
Disse koncerter vil bevidst være skåret helt ind til benet og det nærmeste, man vil kunne komme på at være med Kitty Wu i øvelokalet!
Billetsalget er allerede i gang HER!

Öresundsfestival offentliggør første navne
De første 13 navne er på plads til den dansk/svenske festival i Malmø den 25.-26. maj
For første gang går ledende spillesteder sammen om at skabe en unik musikoplevelse i form af Öresundsfestival i Malmø, og BETA er en del af herlighederne. Oplev blandt andet Lukas Graham, Ulige Numre og Choir of Young Believers.
Öresundsfestival er Malmø og Københavns nye musikfestival. Gennem to døgn vil festivalens gæster få mulighed for at opleve de mest interessante artister fra den danske og svenske musikscene.
Hvis du var én af de mange, der tryllebundet fulgte med i den succesfulde TV-serie "Broen", som blev sendt på DR1 og SVT, kender du måske melodien med den sagte og smukke vokal "Echoes start as a cross in you...". Teksten kommer fra sangen "Hollow Talk" fra bandet Choir of Young Believers. Nu er bandet klar til at binde Malmø og København sammen igen.
Det er med stor glæde, at Öresundsfestival 2012 kan præsentere Choir of Young Believers for det danske og svenske koncertpublikum under festivalen i Malmø. Det syv mand store orkester har væltet sig i rosende ord, siden de i slutningen af februar udgav deres andet album, "Rhine Gold". Albummet er blevet rost til skyerne af danske, engelske og amerikanske anmeldere og kaldt alt fra et "pragtværk", der var "svimlende" til intet mindre end et "mesterværk".
Samtidig kan Öresundsfestival stolt præsentere det svenske electro/soul-håb Albin Gromer, der for nyligt har turneret med som opvarmningsnavn for protegeen Timbuktu. "Vinterens mest ventede svenske debut", skrev Dagens Nyheter, da Albin Gromer udgav sin albumdebut, "Album", i februar. Svenska Dagbladet fulgte trop og kaldte ham en "James Blake med skånsk accent".
Også danske Ulige Numre og Lukas Graham, der gæster festivalen, har begejstret de danske anmeldere og tusindsvis af koncertgængere. Begge debutnavne har strålet på den danske musikstjernehimmel, og begge kunne velfortjent tage hver deres statuette hjem fra det nyligt overståede P3 Guld i Danmark som henholdsvis P3 Talentet og P3 Lytterhittet.
Big Fox er svenske Charlotta Peres charmerende og hjertevarmende enmandsprojekt. Popperlerne springer fra klaveret, når hun sætter i gang, og det er en sand flod af hits, der flyder fra hendes roste debut, der udkom i midten af 2011.
Yderligere 8 forrygende navne, der spænder bredt fra indiepop til world-scenen, er klar til det endelige line-up. Rosvo, Terrible Feelings, MF/MB, Vit Päls, Panda da Panda, Christine Owman, Dan i locks / Deng og Dengs Diskoteka Yugostyle.
Öresundsfestival 2012 afholdes i dagene den 25.-26. maj på spillestederne Kulturbolaget (KB), Babel og Moriska Paviljongen og i og omkring Folkets Park i Malmø - altsammen inden for en kort gå-afstand. Billetter fås som dagbilletter til 115 SEK / 100 DKK + gebyr via Billetlugen. Entré i døren: 130 SEK.
Læs også mere på www.oresundsfestival.com.

P6 BEAT-VÆRTER TIL MALK DE KOIJN-EFTERFEST
Efter koncerten med Malk De Koijn i Amager Bio lørdag den 14. april er der massiv efterfest på BETA, hvor gulvet kommer til at gynge!
Det er P6 BEAT-værterne Camilla Jane Lea, Carsten Holm og Anders Bøtter, der spiller op til fest og dans. P6 BEAT er DRs digitale radiokanal, som hylder musikken med den gode lyd i alle genrer.
P6 BEAT har 1 års fødselsdag i april, og det bliver fejret med rytmer til dansegulvet og et P6 BEAT DJ-team, der spiller alt det, du elsker at høre og alt det, som du ikke vidste, du gerne ville høre. Fra Basement Jaxx, Iggy Pop og MC Einar til Queens of the Stone Age, Depeche Mode og vilde remix med discofever.
Der er fri entré, så kom og dans med i BETA lørdag den 14. april.

ALL KILLER, NO FILLER præsenterer: A ROAD TO DAMASCUS + DEAD SMILING PIRATES
ALL KILLER, NO FILLER er klar med endnu et arrangement, hvor Rockfreaks-staben vil vende plader efter koncerterne, og denne gang er der endda gratis Jägerbombs-shots fra kl. 21, hvor dørene åbner!
Aftenens bands er A Road to Damascus, der også holdt releaseparty hos os sidste år. Bandet har siden dets begyndelse i 2009 stormet ufortrødent frem på den danske musikscene, og ladet deres historie udvikle sig med rekordfart.
A Road to Damascus udgav i september 2011 deres debutalbum, optaget og produceret af Kristian Thomsen (The Storm, Tue West, Black City, Supercharger, A Kid Hereafter). Skiven byder på en sjælden dansk blanding af hårdtslående energi og iørefaldende melodier, hvilket har høstet ros i både ind- og udland.
Se musikvideoen til albummets første single "New Perspective" her og videoen til sangen "What A Waste Of Breath" her. I løbet af de sidste par år har ARTD spillet koncerter rundt i hele landet , bl.a. med deres egen velgørenhedsturné ved navn Rock 'N' Charity, og været flere omgange i Tyskland og bevist, at deres musik og live show har internationale kvaliteter.
Aftenens andet band er københavnske Dead Smiling Pirates, som sammenfletter thrashy riffs, stærke beats, seriøse tekster, fængende omkvæd og to harmonerende vokaler i front. Den musikalske dialog med publikum er en central del af showet, og bandet er kendt for at indleve sig 100 % fra start til slut.
I januar 2012 udgiver Dead Smiling Pirates singlen Dandruff Killer Punch med tilhørende musikvideo og deres nye album Harvest On A Hype udgives den 24. februar 2012.

Amager Bio og Beta samarbejder med Öresundsfestivalen!
25.-26. maj 2012 afholdes Öresundsfestival for første gang i Malmø og byder på mere end 40 koncerter med svenske og danske bands, der er håndplukket til begivenheden.
Festivalens profil er den rytmiske musik, og programmet vil nysgerrigt præsentere de to landes mest spændende og toneangivende navne inden for pop og rock over urban, hiphop til elektronisk, jazz og "world" på spillestederne Kulturbolaget (KB), Babel og Moriska Paviljongen i og omkring Folkets Park i Malmø.
Den nye dansk/svenske musikfestival giver publikum en unik mulighed for at høre koncerter med tidens mest interessante bands, og samtidig sætter begivenheden fokus på København og Malmøs mange forskellige spillesteder. Programmet vil afspejle en ligelig fordeling af svenske og danske navne for at understrege festivalens ønske om mere musikudveksling i Øresundsregionen.
Som en hel ny idé har initiativtagerne bag festivalen valgt at gøre brug af den musikekspertise, der allerede findes i regionen, og festivalens program kurateres og bookes derfor i fælleskab af ledende musikbookere fra København og Malmøs venues.
Dermed bliver festivalen samtidig premieren på et unikt branchesamarbejde, der ikke er set tidligere mellem de to lande.
Kuratorgruppen, der står for programlægningen, er repræsenteret af bookere fra danske Vega, Jazzhouse, Bremen, Amager Bio, Rust og svenske Kulturbolaget (KB), Babel og Moriskan.
Öresundsfestival 2012 følger som første musikbegivenhed op på en vision og et ønske om at skabe kulturoplevelser, der styrker sammenhængskraften i Øresundsregionen.
"Det er konkrete initiativer som dette, der bringer København og Malmø sammen. Forhåbentlig vil det åbne folks øjne for, hvor mange oplevelser, der er at hente på den anden side af sundet", siger overborgmester i Københavns Kommune, Frank Jensen.


